Det er det andet kvinde portræt, jeg stifter bekendtskab med fra forfatterens hånd. Det første var i En anden gren, hvor han fortæller om hans oldeforældre. Den stærke Ingeborg, der hovedkulds forelsker sig i kineseren San, der er hentet til Danmark for at blive udstillet i Tivoli. En kærlighed der hverken var velset eller accepteret i starten af 1900-tallet.
Lige som Hammershøis malerier af Ida, er det et drømmeagtigt og en anelse flyvsk portræt, vi bliver præsenteret for. Hun kommer fra Stubbekøbing og han kommer fra en velhavende familie og er det store opkommende sus på den blomstrende danske kunstscene. De er så forskellige, men alligevel også meget ens i deres meget isolerede verden.
Forfatteren skriver godt og sanseligt. Det er ægte menneskelige følelser. vi som læsere møder i romanen. Idas opvækst med en psykisk syg mor og hendes angst for at ende som hende. Det gennemgående savn og sorgen over, ikke at kunne få børn, hendes tvivl og ængstelser omkring sig selv, hendes mand og deres kærlighed, er smukt og ærligt fortalt. Forfatteren har en evne til at fortælle sin historie i små rammende snapshots, hvor alt belyses med kun få malende ord.
Desværre synes jeg ofte, at forfatteren fabulerede og vævede for meget, det hele blev for flyvsk. Jeg følte ikke Ida udviklede sig i løbet af historien. Hele vejen i gennem bogen, forblev hun den samme usikre, drømmende person. En person vi, lige som på malerierne, ikke får det hele billede af. Der til kommer, at jeg ikke er den store tilhænger af indre dialoger og derfor har det svært, når stort set hele historien foregår i Idas hoved. Jeg kunne dog rigtig godt lide den første del af historien, her skete der mest og man fik mest at vide om dynamikken og forholdet mellem Ida, William og omverdenen.
Det kunne godt virke på mig, som om der ikke var så forfærdelig meget stof at bygge romanen på. For jeg synes den blev lidt tynd hen mod slutningen, hvor fortællingen blev meget fantaserende og efter min mening manglede substans. Især det H.C. Andersen-agtige eventyr om drengen med det grønne hår, forstod jeg ikke rigtig meningen med og det forekom mig at være unødvendigt fyld. Jeg var på nippet til at give op til slut, men det lykkedes mig, at få læst bogen færdig trods alt.
Kommentarer
Send en kommentar