Preben Mørkbak - Erik Den Røde

 #2 Ploven og sangen

Bogen er den anden og afsluttende bog i Preben Mørkbaks historie om vikingelegenden og pioneren Erik den Røde.

Erik har bosat sig i Island, men han kommer ikke godt overens med folkene omkring sig og inden han får set sig om, har et flertal rottet sig sammen imod ham og han dømmes fredløs. Da han har hørt andre søfarende fortælle, at de har set, hvad der kunne tyde på at være land længere mod nordvest, beslutter han sig for at søge lykken der. 

Et stort tema i denne, historiens afsluttende del, er forandring. Ikke kun i forhold til nye leveforhold, nye lande og den forandring, der sker med et menneske, når det bliver ældre. her er det fokusset på de samfundsmæssige ændringer, der fulgte med indtoget af Hvide Krist og kristendommen i Norden, der er i højsæde.  Det skaber splittelse i landende og slår dybe revner mellem familiemedlemmer og landsmænd. Den verden Erik kender og de livsværdier, han er vokset op med, er lige pludselig ikke valide længere. Nu skal verdenen anskues gennem præsternes holdninger og synspunkter. Det gamle verdensbillede smuldrer. 

Hele vejen i gennem begge bøger, har jeg ikke været udpræget fan af forfatterens beskrivelse af asatroen og den måde Erik dyrker Thor på. Det var ikke så fremtrædende i den første bog, men det var betydeligt oftere her og det hele blev en tand for psykedelisk for mig. Med alle de mange åndevandringer og åndesyn, kommer Erik til at minde mere om en shaman end en eventyrlysten viking. Derimod var forholdet mellem Erik og hans kvinder og Erik og hans børn, rigtig godt beskrevet og man følte næsten fysisk den afstand og splittelse, der voksede frem mellem Erik og Leif. 

Jeg var, lige som i den første bog, betaget af datidens gåpåmod. Sikke en evne og mod de må have haft, for at kunne bryde op fra det allerede etablerede hjem og på lykke og fromme drage ud og bosætte sig et nyt og helt ukendt sted, med nye dyrearter og under nye forhold. Meget fascinerende at tænke på, hvordan det har været og hvad der har drevet dem. 

 

Hvor jeg i den første bog virkelig nød sproget og dets fremmedartethed og de sjove finurligheder, så gik det næsten helt hen over hovedet på mig i denne omgang. Her var det selve fortællingen, der tog alt min opmærksomhed og holdt mig tryllebundet helt ind til slut.

4 ud af 5 stjerner