Dust Land #3
Saba har fået samlet en lille skare oprører sammen, som hårdnakket forsøger at modarbejde og nedkæmpe den meget kultagtige og Amish-inpirerede leder DeMalo og hans sortklædte Tonton folk, der ikke skyer nogen midler, for at skabe det perfekte nye paradis, New Eden.
"Well, I bin walkin my road, takin one step at a time since that terrible day I left Silverlake. An I´m still walkin an I still don´t know where all of this is leadin me to."
Trilogien blev skudt i gang med den hæsblæsende og spændende Blood Red Road, som virkede utrolig lovende. Nuvel, der var lidt knas hist og her, men jeg var vild med historiens rå "Wild West"-tema og der var lidt Gladiator og Mad Max-vibe over den. Men optimismen holdt ikke, for det gik stærk ned ad bakke derfra. Rebel Heart var meget usammenhængende og der var ingen åbenlys rød tråd, der bandt begivenhederne sammen. Historien stod helt stille og der manglede noget, der kunne give historien fremdrift. Desværre fortsætter nedturen i denne tredje bog.
Problemet med historien er, at vi som læsere får alt for lidt information om verdenen og hvordan den er sat sammen, til at kunne forstå, hvad der sker og hvorfor det sker. De farer rundt, springer en bro luften her og fører en baby tilbage til sine forældre der. Skjuler sig og har udkigsposter sat ud, fordi de er bange for at blive fanget, men samtidig sidder der en af dem og spiller på harmonika og synger. Det kommer til at virke latterligt det hele.
For eksempel er det meget vigtigt, at de opsøger en ældre dame og hendes mange fugle, men som læser får man først at vide, hvorfor det er vigtig til allersidst, hvor den flyvemaskine den ældre dame har bygget, passer perfekt ind i bogens afslutning. Det er dybt frustrerende, at der ikke bliver præsenteret nogen logiske forbindelser mellem det der sker undervejs. Der gives ingen mulighed for at læseren kan følge forfatterens tankeproces, når der sker noget og derfor virker det omsonst og meget tilfældigt.
"Sometimes the strong give birth to thee weal. An sometimes the weak grow to be strong."
Det meste af historien ser vi stadig kun fra Sabas synsvinkel og det er ikke mange følelser hun kan mønstre, så det hele bliver meget følelseskoldt og klaustrofobisk. En person tæt på hende forråder dem og de personer hun er knyttet tættest på dør, men stadig er hun fuldstændig upåvirket. Samtalerne mellem personerne virker tænkte. Mange af hendes indre monologer er så akavede, at man får helt lyst til at krumme tæer. I det hele taget er noget af teksten det rene volapyk, der ikke giver nogen som helst mening. Det lyder meget filosofisk og poetisk, men det giver ingen mening.
"The words let go their hold. They drop darkly from my lips. We ain´t-got-time. They land, light footed, and they´re off. Four word runnin to the four way. North south east and west. Never to be caught."
Forfatteren følger ikke op på de tråde hun selv lægger ud. For eksempel var noget af fokus i Rebel Heart på Sabas mentale helbred og på hendes spirituelle rejse. Hun bliver lagt i trance, men bliver hevet ud af trancen i utide og får derfor ikke "lukket sin sjæl ordentlig", hvilket der nævnes flere gange, er meget farligt. I Raging Star bliver det ikke nævnt med et eneste ord og hun får aldrig lukket sin sjæl? Så det var åbenbart ikke så farlig vigtigt alligevel.
Jeg ved ikke, hvorfor jeg overhovedet læste den færdig. Måske fordi jeg håbede, at der gemte sig noget forløsende i slutningen eller fordi det var så dårligt og frustrerende at læse, at det nærmest var helt komisk? Jeg ved det ikke og set i bakspejlet burde jeg nok have stoppet lang tid før. Ikke mindst fordi den påvirkede min læselyst i negativ retning hele måneden.
Kommentarer
Send en kommentar