Jeg har tidligere læst North and South og Wives and Daughters af samme forfatter og de var skønne læseoplevelser begge to. Især North and South synes jeg er noget særligt. Den har en fænglsende og velfortalt historie og er gået hen og blevet en af de få romaner, som jeg virkelig elsker og som jeg genlæser/lytter mindst en gang om året.
"I imagine that a few of the gentlefolks of Cranford were poor, and had difficulty making both ends meet; But they were like the Spartans, and concealed their smart under a smiling face."
Cranford er lige som så mange andre af datidens romaner, startet som en føljeton i tidskriftet eller en avis. I dette tilfælde var det tidskriftet Household Words, som havde ingen ringere end Charles Dickens som redaktør og da han kunne se potentiale i forfatterens historie, opfordrede han hende, til at skrive flere dele og senere til at få serien udgivet som bog.
De 8 små historier, der udgør hele bogen, foregår i den opdigtede Cranford, som er inspireret af den lille landsby forfatteren selv voksede op i og historierne er inspireret af ting hun selv har oplevet. Det siges at hun rent faktisk undlod at skrive om nogle hændelser, fordi de ville være alt for usandsynlige og hun var sikker på, at folk ikke ville tro, at det var noget der var sket i virkeligheden.
Landsbyen Cranford er primært beboet af ældre ugifte kvinder og enker, der med al magt forsøger at skjule for offentligheden, hvor fattige de i virkeligheden er. De praktiserer det de kalder "elegant economy". De går til te og visitter hos hinanden og der er visse etiketter og omgangs former, for at tingene kan se ud som om. at alt er som det var før de blev enker og pebermøer. Mændene glimrer ved deres fravær og når de endelig dukker op, skaber deres tilstedeværelse stor postyr blandt byens kvinder.
"Mrs. Forrester...sat in state, pretending not to know what cakes were sat up, though she knew and we knew, and she knew that we knew, and we knew that she knew that we knew, she had been busy all the morning making tea-bread and sponge-cakes."
Romanens fortæller er den unge Mary Smith, som gennem sin far, har en udefineret tilknytning til de to Miss Jenkyns. To ældre ugifte søstre og døtre efter byens afdøde præst. Mary besøger dem løbende og fortæller små anekdoter om søstrene og livet i landsbyen. Romanen har ikke noget fortløbende plot, men omhandler mest de små interne skærmydslers og komiske interaktioner, der er mellem de før omtalte kvinder.
"I´ll not listen to reason...Reason always means what someone else got to say."
Romanen levede desværre ikke helt op til mine forventninger. Forfatteren er en blændende fortæller, men de små historier, hvor søde de end var, skuffede mig en del og havde desværre svært ved at holde min interesse fanget. Fortælleren var meget passiv og nærmest kun med som observatør. hvilket ikke gav noget dynamik til historien og som gjorde, at jeg som læser ikke fik noget rigtig forhold til hende.
Jeg synes ikke, at der var nok kød på personerne, til at deres gøren og laden for alvor interesserede mig. Der var lyspunkter og sjove episoder undervejs, blandt andet synes jeg, at de sidste 5 kapitler havde noget mere alvor og substans end de første 12-13 kapitler. Men der manglede virkelig noget, der for alvor kunne fange min opmærksomhed og som kunne rive mig med i historien.
Kommentarer
Send en kommentar