"Jeg var et sår, der næsten var helet og kradset op igen. "Everybody Hurts" spillede i mit indre. Jeg kunne mærke trøsten i den, tanken om at ens smerte ikke var enestående."
Kan det blive værre? Den unge forfatterinde January Andrew er lige blevet forladt af sin kæreste gennem syv år. Hendes far er død og det ser ud til, at han gennem mange år, har haft en elskerinde og at de har boet, i det hus ved Lake Michigan, som han har efterladt til January og som hun nu er tvunget til at flytte ind i, da hun ingen penge har og desperat mangler et sted at bo.
Ja, man skulle ikke tro, at det kunne blive værre!. Men til sin gru finder January ud af, at hendes nye nabo er Augustus "Gus" Everett, den opblæste fyr, som hun gennem hele sin studietid har konkurreret med og som altid synes, at have set ned på hendes evner som forfatter og især den genre af bøger hun skriver.
"Gus smilede bredt, og selv nu slog mit hjerte en forræderisk kolbøtte. Jeg var ikke sikker på, jeg havde set ham smile på den måde før, og der var noget berusende ved det."
Jeg synes Strandlæsning ligger i den bedre ende af skalaen i forhold til mange andre kærlighedsromaner. Historien havde dybde og substans nok, til at holde mig fanget det meste af tiden. Det var interessant, at følge de to personers forfatterliv og lidt sjovt, at de indgår et væddemål, om at de hver især. skal skrive en bog i den andens fortrukne genre. Hvilket gav en fin diskussion om definitionen og forskellen på at skrive, det der betegnes som kvindelitteratur/chick-lit og som ofte ses ned på og det, at skrive "seriøs" skønlitteratur, som anses for, at være bedre og svære at skrive end det første.
"Hvis man byttede alle mine kvindelige karakterer ud med mænd, ved du, hvad man så fik? Litteratur. Bare litteratur. Klart og parat til at blive læst af alle, men af en eller anden grund, fordi jeg er en kvinde, der skriver om kvinder, så har jeg udelukket halvdelen af jordens befolkning fra at være mine læsere..."
I disse kærlighedsromaner er det altid det overdramatiserede og manglen på kommunikation mellem hovedpersonerne der irriterer mig. Jeg ender nogle gange med, at sidde og råbe til personerne "Jamen, så spørg ham dog!" eller " Så sig det dog til hende!". Jeg ved godt, at der altid skal være lidt skærmydslers mellem de to hovedpersoner, men når det trækker i langdrag og bliver drama på drama, så mister jeg interessen og det må jeg indrømme var det jeg oplevede hen mod slutningen i denne roman, hvor det synes at blive ved og ved.
Det er mig en gåde, hvorfor man har valgt titlen Strandlæsning og i det hele taget forundres jeg meget over valget af bogens forside. For udover, at historien foregår ved Lake Michigan, har historien intet med vand og strand at gøre? Men på trods af det og de meget kliche-agtige scener, som vandreture i stormvejr med efterfølgende sex i et telt ( Gad godt se, hvordan man elegant får et par sjask våde cowboybukser af i et lille telt), og genforenings skænderi i silende regn. Samt umulige påstande som " hun undertrykte en rødmen". Så er det en ganske hæderlig roman, med meget kærlighed og en del alvor.
Kommentarer
Send en kommentar