Forfatteren slår selv fast, at selv om dette også er en selvbiografisk roman, så er det ikke en direkte fortsættelse af Den der lever stille. Det er en komplimentærhistorie. En historie, der ikke fortsætter den tidligere roman eller kommer med løsninger og afklaringer, men en historie som supplerer med flere oplysninger om det allerede fortalte og som bygger videre på, hvad der sker efter at Den der lever stille udkommer.
Romanen fører læseren ad to spor; nutiden og datiden. Nutidssporet er der, hvor vi som læsere er med forfatteren på en udmattende turné rundt i hele landet, hvor vi sidder med ved bordet, da en filmatisering af romanen skal realiseres, da der opstår et musikalsk samarbejde med en sangerinde omkring Den der lever stille og da Covid-19 stikker sig grimme hoved frem og vi alle skal leve på en ny måde.
"Nogle børn tænker heldigvis på andre end sig selv, modsat dig, der alle dage har været egocentreret, men hvis du anstrenger dig, kan det være at du er heldig at blive et lige så godt menneske som din mor."
Det andet spor er datiden, hvor vi er tilbage i barndommens Helsinge. Men denne gang er fokus på forfatterens skolegang og den voldsomme mobning hun var udsat for, hvilket bestemt ikke er let at håndtere samtidig med at forældrenes evigt fordømmende og begrænsende opførsel er hendes hverdag. Det er et liv, der tærer på hende både fysisk og psykisk, med udslæt over hele kroppen og tilbagevende hoste og feberanfald, som lægerne ikke kan kurere.
Undervejs mødes de to spor og binder datid og nutid sammen og fortæller om tilblivelsen af en forfatter. Det er en hård og ubarmhjertig vej, med mange bump og ujævnheder. Hun får nogle ordentlige øretæver undervejs og oplever især som feministisk debattør, konstant at blive råbt ad, afbrudt når hun taler og svinet til på de sociale medier.
Hun fortæller om en ubehagelig og rå kvindefjendsk bogbranche, hvor kvindelige forfattere må kæmpe dobbelt så hårdt, som deres mandlige kollegaer, for så stadig ikke at få tilbudt den samme hjælp og markedsføring som mændene. En række episoder med en unavngivet forlægger, der på det groveste udnytter den magt han har overfor den unge forfatterrinde, står ekstra klart frem og sætter lige som det hele i perspektiv.
"Uønsket intimitet, kaldte Sara Danius det. Jeg skrev betegnelsen ned. Det var, som om det nej, jeg havde siddet på dengang og frygtet skulle eksplodere, nu eksploderede i mit hoved. Det var præcis det, jeg havde oplevet. Uønsket intimitet."
Selv om romanen stadig er modigt skrevet og yderst relevant for den tid vi lever i, så synes jeg ikke, at historien og opsætningen stod så skarpt i denne roman, som i den tidligere. Det er stadig vigtige tabuer forfatteren tager hul på og overordnet skriver hun stadig lige så godt og medrivende. Men jeg havde nogle gange svært ved at følge springene mellem de forskellige spor og på grund af de lange flashbacks, var det nogle gange umuligt, at huske, hvor vi var kommet fra.
Fordi jeg akkurat lige har lagt Den der lever stille fra mig, så var det meget tydeligt, at der var mange samtaler og historier, der var ordrette gentagelser fra den tidligere roman og det irriterede mig lidt. Men det var forståeligt, da det skyldes, at forfatteren ønsker, at de to bøger skal kunne læses uafhængigt af hinanden.
Kommentarer
Send en kommentar