Yemen er ikke længere det lykkelige land, som den kongeligt udsendte videnskabsmand Carsten Niebuhr berettede om i 1700-tallet, da han som eneste overlevende vendte hjem fra en fantastisk rejse, hvor han begejstret havde levet og uden forbehold, havde taget den mellemøstlige kultur til sig.
"Under umulige forhold rejste Niebuhr med en utrættelig nysgerrighed og opgav sit eget liv i syv år for at beskrive andres og reflektere Europas fordomme og forestillinger."
Er der en, der også har taget Mellemøsten til sig, er det Puk Damsgård, som i over 10 år har været DRs udenrigskorrespondent i Mellemøsten. Hun er bosat i Kairo og fortæller i denne selvbiografiske rejsebeskrivelse om Egypten, Yemen, politik, krig og mennesker hun mødes på sin vej.
Rejsen starter på det gigantiske containerskib Titan, som skal fragte hende gennem Suez-kanalen til Jebel Ali i Dubai, hvor hun skal videre til Yemen, kaffebjergene og Shifa, den kvinde hun mødte på sin første flyvetur til Yemen og som med tiden er blevet hendes veninde. Med sig på rejsen har hun Niebuhrs rejsebeskrivelse fra 1700-tallet og den bruger hun undervejs, til at bygge bro mellem sig selv og folk hun møder og som rejsens uskyldige mål, når myndighederne forlanger en forklaring på, hvorfor hun vil rejse der, hvor det ellers er forbudt.
"Shifa var 28 år. Single. En oprører i sit eget liv...eller et kulsort får, alt afhængig af hvem man spurgte."
Som sædvanlig skriver Puk Damsgård mageløst, hun forstår at fange folk ind og gøre fortællingerne levende for læseren. Hjemme i Kairo, om bord på containerskibet og på rejse i Yemen, møder hun mennesker med stor åbenhed og lyst til at lære dem og deres historie at kende. Hun klarlægger og forklarer de store udfordringer landende i Mellemøsten står over for rent politisk, men også rent menneskelig, med det store misbrug af det euforiserende khat og den massive undertrykkelsen af kvinderne.
Fortællingen er meget personlig. Det skinner klart i gennem, at det ikke altid er nemt at være mediernes fortrop i krigen. Det er vanvittig farligt og kræver stor indsigt i landets mennesker og kultur, at kunne begå sig. Hun lægger heller ikke skjul på, at det har store mentale konsekvenser, sådan at være vidne til rædslerne på tæt hold. Hun skriver om PTSD og den enorme rastløshed, der hjemsøger hende, når hun har fri og som får hende til at drage ud igen.
"Jeg fik engang øje på mit spejlbillede i en piges blod, der flød fra hendes livløse, flybombede krop på et fortov i Aleppo."
Til tider var det svært, at finde den røde tråd i beretningen, da der ikke fortælles kronologisk, men hele tiden, springes rundt i tid og sted. Hun dækker mange forskellige ting omkring historie og politik i Mellemøsten. Blandt andet hen mod slutningen i beretningen, skriver hun om de eksilnazister der efter 2. Verdenskrig fandt vej til Egypten og det problematiske i, at de var med til at sætte dagordenen i Nassers regering dengang. Det er alt sammen meget lærerigt og interessant, men desværre synes jeg, at de mange informationer var meget overvældende og derfor nemt druknede i hinanden.
En alternativ og meget personlig rejsebeskrivelse, hvor forfatteren velformuleret og medrivende, tager læseren med ind i et land, hvor kun få udlændinge har lyst og får lov at bevæge sig ind. Som læser får man et lille indblik i forholdene i et land, der er gået fra at blive betegnet som civilisationens vugge til at være et fuldstændig nedbrudt og sønderskudt område.
Kommentarer
Send en kommentar