Stefan Hertmans - Konvertitten

For en del år siden, læste jeg forfatterens bog Min bedstefars himmel, hvor Hertmans fortæller om sin bedstefars liv og ikke mindst dennes oplevelser under 1. Verdenskrig. Jeg husker det, som en stor læseoplevelse, der gjorde enormt indtryk på mig. Desværre gjorde Konvertitten ikke samme indtryk.

" Fra min plads ved vinduet, hvor jeg har udsyn over dalen, ser jeg i det fjerne to mennesker nærme sig"

Vigdis Adelaïs Gudbrandt er en ung middelalder kvinde, der forelsker sig dybt i den jødiske David. Hendes adelige familie forbyder forbindelsen, men de to unge flygter sammen til hans familie i Narbonne. Her bliver de gift og Vigdis konverterer til jødedommen og får sit jødiske navn Hamoutal. På grund af de grusomme jødeforfølgelser, der hærger Europa på det tidspunkt, må parret igen flygte og de havner i den lille landsby Monieux, hvor forfatteren hører om dem første gang og beslutter sig for, at følge i deres fodspor og fortælle deres historie.

"Min illusion og min længsel efter virkelig, at leve mig ind i denne kvinde, er mundet ud i den anerkendelse af, at Vigdis ikke længere eksisterer andre steder end i min fantasi."

Bogen beskriver den evige onde cirkel af religionsstridigheder og forfølgelser, der efterlade menneskeskæbner knuste og hele familier og folk destruerede. Så på den måde er historien om Vigdis og Davids skæbne i middelalderen, lige så aktuel i dag, som den var dengang. Det er det samme scenarie, der går igen og igen i menneskets historie og vi bliver åbenbart ikke klogere. 

Forfatteren skriver meget poetisk og irriterende insisterende. Han bruger en meget speciel fortællerstil, hvor han blander fortid og nutid sammen. Jeg er ikke fan af den måde han gør det på og jeg synes det var meget forvirrende at læse. I det hele taget var der for meget af forfatterens stemme i historien. Han var for meget tilstede og overskyggede helt historiens personer. Med få historiske kilder at forholde sig til, skal forfatterens fantasi selvfølgelig på arbejde. Men også her synes jeg, at det var tydeligt, at det var Hertmans egne overbevisninger og tanker, der kom til udtryk gennem personerne og derfor mistede historien, i mine øjne, sin troværdighed. 

"Verden drejer rundt, men hvis man holder vejret et øjeblik, står den stille."

Romanen er en gribende fortælling om en hård og uretfærdig kvindeskæbne og som så mange gange før, så er der bare noget der mangler, når mænd forsøger, at beskrive kvinders sind, følelser og tankemåder. Kvinden bliver nemt en parodi eller måske mere en mandelig forestilling om, hvordan kvinder ville have det i denne situation. Kompleksiteten, nærværet og den gensidige respekt,  mangler. Det er bare ikke det samme, som når en kvinde portrætterer en kvinde. Der er en anden forståelse mellem kvinder. Jeg synes ikke Vigdis skæbne, i hænderne på Stefan Hertmans, kommer til den ære og værdighed, som hendes eftermæle fortjener.

2 ud af 5 stjerner