Danske dødsdomme gennem 500 år
Det lyder meget makabert at give sig i kast med at læse om hængninger, halshugninger og menneskeafbrænding på bål og når man sætter det så firkantet op, kan det da heller ikke nægtes, at det bestemt ikke er en bog for sarte sjæle.
"De gode gamle dage var slet ikke så gode endda. I hvert fald ikke for underklassen."
Men for mig er der noget fascinerende ved at læse om retssystemets historiske udvikling i Danmark. Fra afhugning af højre hånd, halshugning og efterfølgende hjul og stejle, til Danmarks sidste henrettelser ved skud efter 2. Verdenskrig, har der alligevel fundet en meget mærkbar holdningsændring sted i det danske samfund.
Bogen starter med kort at beskrive en række forskellige henretningsmetoder, der er blevet brugt gennem tiden og som stadig bruges i nogle lande i dag. Korsfæstning, stening, bålafbrænding, gaskammer, den elektriske stol og giftindsprøjtning er nogle af de metoder forfatteren kommer omkring. Det er noget af en barsk indledning, men det sætter ligesom tonen i resten af bogen.
"...det var en udbredt opfattelse blandt almuen, at det varme blod fra en henrettet var et godt middel mod "slag" - altså kramper og epilepsi."
Derefter kommer forfatteren omkring, det mærkelige erhverv bødlen, mestermanden eller skarpretteren havde. Kært barn har som bekendt mange navne. Til at starte med var vedkommende en paria i samfundet ilde set, men egentlig ret godt betalt. Bødlen var ofte en forbryder, som på den måde selv kunne undgå henrettelse. Han var en mand, som ingen respektabel borger ville omgås og som havde status på linje med nattemændene, byens skraldemænd, der nogle gange hjalp bødlen med at fjerne den/de henrettede, men som hovedsageligt stod for at fjerne lort og døde dyr fra byens gader om natten. Men med tiden blev det at være skarpretter en regulær uddannelse.
Ellers så indeholder bogen et væld af små historier fra forskellige skelsættende og bemærkelsesværdige henrettelser gennem tiden. Historierne dækker hele Danmark og ikke kun Sjælland og København, hvilket er spændende at læse om. Vi hører om henrettelser af høje som lave og hvori forskellen lå, når det kom til henrettelser af folk fra de forskellige samfundslag. Lige fra Balle-Lars til Struensee. Fra middelalderens heksebrændinger til efterkrigstidens skydeskur på Christiania.
"Hæng den unge tyv, så stjæler den gamle ikke."
Det er tydeligt at dem, der havde det sværest i datidens Danmark, var underklassen, der ingen rettigheder havde og som bogstaveligt talt måtte kæmpe med alle midler for at overleve og derfor stod for langt de fleste forbrydelser og dermed også for langt størstedelen af henrettelserne. Nogle foretrak måske lige frem at blive henrettet, frem for at skulle afsone tid i et af landets mareridtsagtige straffeanstalter eller forbedringshuse, hvor tæsk, misbrug og sult, mere var reglen end undtagelsen. Det var der ikke mange der kunne holde til i længden. Rehabilitering var der ikke noget der hed, hvis fangen skulle være så heldig at overleve og blive lukket ud i samfundet igen. Så var der ingen anden vej end at slå ind på den kriminelle løbebane igen for at overleve. Det var skruen uden ende.
Bogen er klar og velskreven og jeg synes ikke forfatteren på nogen måde svælger unødvendigt i blod og grusomme lemlæstelser. Måske er jeg kynisk anlagt, men jeg synes ikke det var så slemt at læse om og at sproget var sobert taget i betragtning af, hvad der fortælles om. Jeg synes slet ikke det var i nærheden af at være lige så barsk, som de True Crime-historier der er så moderne for tiden. Dem har jeg i hvert fald ikke nerver til at læse!

Kommentarer
Send en kommentar