Henriette Houth - Solen er så rød

Findes der mon en mere deprimerende børnesang end Solen er så rød mor af Carl Nielsen. Min mor undgik altid behændigt at synge den, når min søster og jeg valgte den som godnat sang i De små synger. Jeg kunne ikke forstå hvorfor som barn, men da jeg blev ældre og begyndte at lægge mærke til sangens melankoli og hvad ordene egentlig betød, syntes jeg, at den var enormt skræmmende. Sangens ord og dystre stemning er nærmest essensen af denne roman.

"Hvorfor? Hvordan kom det dertil, at dit liv blev en fælde, en tunnel, et lukket rum, som det for alt i verden gjaldt om at undslippe?"

Bogens hovedperson, som kalder sig selv Tulle, forsøger i kølvandt på sin mors selvmord, at finde svar eller i det mindste at komme til forståelse med både sin mors og fars selvmord. Hendes far nåede hun knapt nok at kende, da han begik selvmord, da hun var 7 år gammel. Men forholdet til moren, bærer præg af et gensidigt afhængighedsforhold, der på mange måder, skader dem begge.

Når jeg læser en roman med en hovedperson, der har samme køn og alder som forfatteren og når historien samtidig har en jeg-fortæller, kan jeg ikke lade være med, at læse det, som om det er en selvbiografisk roman. Jeg ved ikke om det er rigtigt, da jeg ikke kender noget til forfatteren. Men jeg kan ikke se, hvad forfatteren ellers vil med romanen, andet end at fortælle sin egen smertefulde historie. 

"Hvorfor have så travlt  med noget, der alligevel med usvigelig sikkerhed ville ske af sig selv før eller senere?"

Det er en tung og forstemmende bog, som jeg fra det første kapitel ønskede var færdig. Ikke fordi den var dårligt skrevet, snart tværtimod hold forfatteren mig fast med sin fortællerstemme, på trods af min modvilje og mit ønske om at få det overstået, så hurtigt som muligt og blive fri fra historiens klaustrofobiske og snærende bånd. Da jeg kom til sidste kapitel, der er en lang analyse om selvmord og en søgen efter svar på forældrenes selvmord, havde jeg fået mere end nok. Den del føltes ikke som en del af resten af romanen, men snarer som en case fra en psykiatrisk lærebog. 

Romanen er på ingen måde en fornøjelse og jeg kommer aldrig nogensinde til at læse den igen, i hvert fald ikke af min egen frie vilje. Men unægtelig berørte den mig dybt og historien vil være hos mig et godt stykke tid endnu.

4 ud af 5 stjerner