Bridgerton #6
Af alle de seks bøger i serien, er dette nok den bog, som jeg har brudt mig allermindst om. Jeg synes rent ud sagt, at den var aldeles skrækkelig at læse.
Den dag den berygtede skørtejæger Michael Stirling møder Francesca Bridgerton, er hans skæbne beseglet og han forelsker sig hovedkulds i hende. Men hun skal giftes med Michaels fætter John, så Michael må lære at leve med sin ulykkelige kærlighed. Lige indtil den dag, da John pludselig dør og Francesca bliver enke.
Jeg synes indledningen på romanen lovede godt. Vi hører om Michaels forelskelse i Francesca og det meget familiære nærmest intime forhold, der er mellem de tre parter. John og Michael er vokset op sammen og er hinandens bedste venner og Michael er altid en velkommen gæst i John og Francescas hjem. Som læser forstod jeg Michaels kvaler og den pinefulde situation han er sat i. Men så tager historien en drejning og det hele går op i, hvem der er den største følelsesmæssige kujon og hvem, der kan stikke af flest gange og tage længst væk.
"Hun rendte sin vej. Hun rendte ind på sit soveværelse, og næste dag rendte hun over til sin mor. Og dagen efter rendte hun hele vejen til Skotland."
Det er første gang, at jeg på alle måder føler mig frastødt af personerne i en Julia Quinn roman. Jeg synes, at begge hovedpersoner havde meget tvivlsomme karaktertræk. Michael var ligefrem skræmmende, sådan som han kun med nød og næppe kunne styre sit temperament og i flere situationer tyer til unødig vold. Francesca blev hele bogen i gennem, beskrevet som en viljefast, stærk og selvstændig kvinde. Men hun opførte sig som en vægelsindet teenager og ville på intet tidspunkt tage ansvar for sine egne følelser. Hvilket der i den grad blev tærsket langhalm på og det var som om det ingen ende ville tage.
"Hvis du siger til, sagde Michael med en stemme, hun aldrig i sine livsskabte dage havde troet, hun skulle høre fra ham, brækker jeg med glæde hans ribben."
Det er lige som om forfatteren ikke helt kan bestemme sig for, om det skal være elskelige tossede klovnerier eller om det skal være mere alvorligt indhold med nogle seriøse temaer, også bliver det sådan lidt ingenting. Især denne her roman og nummer fem bog i serien Et uforglemmeligt frieri, led under, at forfatteren gerne ville have lidt mere seriøse emner ind i serien, men samtidig kører hun stadig samme klicheagtige "han-elsker-mig-han-elsker-mig-ikke"-opskrift, som hun har brugt i alle seks bøger og som efterhånden føles meget ensformig.
En anden ting var, at jeg savnede Lady Whistledowns kvikke indlæg virkelig meget. De bragte lidt humor ind i de andre romaner. Hvorimod at de breve, som der blev bragt her i romanen og som det skulle ligne at Michael og Francesca havde skrevet eller nærmere forsøgt at skrive til hinanden, var meget intetsigende og jeg synes ikke de gjorde det store for historien.
Med det sagt, kan jeg anbefale de fire første bøger i serien, som jeg synes er meget underholdende. Men hvis jeg vidste dengang, hvad jeg ved nu, så havde jeg glædeligt sprunget nummer fem og seks i serien over og jeg er meget i tvivl om, om jeg vil fortsætte og læse de sidste to bøger, når de udkommer. For den her var i hvert fald en stor skuffelse!

Kommentarer
Send en kommentar