Oversat af Otto Steen Due
Mange gymnasieelever har stiftet bekendtskab med Iliaden eller Odysseen den vej, men jeg har gået på Handelsskolen og har derfor ikke haft den fornøjelse. Men jeg kan tydeligt huske, hvor intimiderende Iliaden var, første gang jeg gik i gang med den. Jeg kendte kun lidt til den græske mytologi og stort set intet til baggrunden for dette enorme digt. Derfor gik jeg, ved mit første møde med digtet, også død i anden bog, som er én lang opremsning af krigens mænd og skibe. Efter min mening kan man snildt springe den del over, det er ikke noget man skal bruge eller kunne huske, for at få glæde af resten af historien.
Iliaden bunder i en mundtlig fortællertradition, hvor historiefortællere/ skjalde levendegjorde store slag og begivenheder for større eller mindre forsamling af mennesker. For tilskuerne har det hele været overleveringer de kendte på forhånd og derfor har det fungeret fint med disse uddrag, som i dag kan være svære for os at forstå. Jeg forestiller mig, at folk samledes om fortællerne, som vi samles i biografen nu om dage, for at høre om store helte, krige og guder. Homer har så skrevet det hele ned, sammen med efterfølgeren Odysseen og jeg kan ikke tænke mig andet end, at der dengang har været mange flere af disse fortællinger, som desværre ikke er blevet skrevet ned og derfor er gået tabt.
Forud for dette episke digt, ligger myten om Prins Paris, der skal vælge den smukkeste af gudinderne. Han vælger Afrodite, der har lovet ham jordisk kærlighed til gengæld. Altså han får lov at vælge blandt alle jordens kvinder. Han vælger den skønne Helena, som desværre allerede er gift med Kongen af Sparta, Menelaos. Da Paris bortfører Helena til byen Troja, drager Menelaos og flere andre store mænd, som er edsvorne til ham, afsted for at tilbageerobre Helena og det er starten på Den trojanske krig. Mange mener, at historien om krigen bunder i en historisk begivenhed.
I Iliaden kommer vi lidt hovedkulds ind i historien tæt mod krigens slutning, hvor der yppes kiv mellem Agamemnon og Achilleus, som begge kæmper på achaiernes side. Achilleus bliver pigesur og trækker sig fra kampen og surmuler i sit telt. Hvilket får krigen til at vende til troernes fordel. Først da Achilleus ven og elsker Patroklos deltager i slaget klædt ud som Achilleus og bliver dræbt, vender Achilleus tilbage til slagmarken og krigslykken vender for grækerne. Det er barske sager og man er ikke i tvivl om, hvor voldelig og grusom krigen var, men det er da også umådeligt underholdende.
" Og han stødte Peisander af vognene med lansen
tværs igennem hans bryst, så han dejsede om på sin skulder.
Da sprang Hippolochos af, men Atriden vog ham på jorden,
kappede ham hovedet og armene af med hug af sit slagsværd
og lod ham trille afsted som en tromle i slagets forvirring"
Lige så underholdende er guderne, der sidder på Olympen og følger med i krigen. De kan ikke lade være med at blande sig og har alle favoritter og mange af dem endda sønner på både den ene og den anden side af krigen. Snart sniger den ene gud sig til at hjælpe og snart den anden, selvom Kroniden Zeus, har forbudt dem det. Han kan da heller ikke selv, lade være med at blande sig lidt, især ikke når en gudinde "ligger med ham i gylden sky" til gengæld for lidt hjælp til den udvalgte krigerhelt.
Man skal ikke lade sig skræmme af at det er på vers og så kan jeg stærkt anbefale denne udgave oversat af Otto Steen Due, da den er gjort mere moderne og mindre kringlet i opsætningen. Jeg er kommet til at holde meget af Iliaden med tiden og læser/lytter den med stor fornøjelse. Jeg har dog stadig efterfølgeren Odysseen til gode.
Kommentarer
Send en kommentar